10 skarpe om EUX

10.04.2017

Her finder du 10 hyppigt stillede spørgsmål om EUX – og 10 skarpe svar!

KLAR PÅ EN EUX'ER?

Har du allerede besluttet dig for en EUX uddannelse? Søg om optagelse her

1. Hvad er EUX? 
Med en erhvervsuddannelse med EUX får du et svendebrev eller et uddannelsesbevis, så du kan arbejde inden for dit fag (f.eks. tømrer-faget), nøjagtig som en traditionel erhvervsuddannelse. Samtidig giver uddannelsen adgang til videregående uddannelser - på samme vilkår som unge med en gymnasial eksamen.

2. Hvad står EUX for?
EU står for erhvervsuddannelse, og X’et står for gymnasial eksamen.

3. Hvilke uddannelsesretninger kan jeg vælge imellem?
Du kan vælge mellem tre EUX uddannelsesretninger: Teknisk erhvervsuddannelse med EUX, EUX Business og EUX Velfærd.

Læs mere om EUX Teknisk her, EUX Business her og EUX Velfærd her.

4. Hvad skal jeg kunne for at tage en erhvervsuddannelse med EUX?
Du skal kunne lide at arbejde både praktisk og teoretisk og kunne lide at lave lektier. For at tage en uddannelse med EUX, kræver det, at du er målrettet, fagligt dygtig og energisk.

5. Hvad er adgangskravene?
Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du minimum have 02 i matematik og dansk. Læs mere her.

Der er lidt andre krav, hvis det er mere end et år siden, du gik ud af 9. eller 10. klasse. Så starter du direkte på Grundforløb 2. Læs mere her under fanen 'Under 25 år'. Inden du starter på Grundforløb 2, skal du have bestået fagene dansk, engelsk og samfundsfag på C-niveau. Hvis du ikke har gjort det i forvejen på en anden uddannelse, kan du tage fagene på VUC.

6. Hvor svære er fagene?
På EUX Business har du fag på følgende niveau:

  • Grundforløbet: Dansk, matematik, engelsk, samfundsfag, IT, erhvervsøkonomi, organisation og afsætning på C-niveau.
  • Hovedforløbet: Dansk på A-niveau samt engelsk og IT på B-niveau. Du kan vælge enten virksomhedsøkonomi eller matematik på B-niveau. Derudover løfter du endnu 2 eller 3 fag fra grundforløbet til B-niveau, og du skal tage 2 eller 3 nye fag på C-niveau (f.eks. erhvervsret, kulturforståelse, innovation og iværksætteri, 2. fremmedsprog eller markeds-kommunikation)

På Teknisk EUX har du fag på følgende niveau:

  • Grundforløbet: Dansk, engelsk, matematik, samfundsfag og fysik på C-niveau. Nogle uddannelsesretninger har derudover teknologi eller kemi og IT på C-niveau.
  • Hovedforløbet: Dansk på A-niveau og engelsk, matematik, samfundsfag og fysik på B-niveau. Nogle vil have byggeteknologi, industriteknologi, teknikfag eller fysik og matematik på henholdsvis A- eller B-niveau.

Kontakt vores erhvervs- og uddannelsesvejleder for Handelsskolen Vera Thuesen, for at få de præcise fag for din uddannelse (Mail: veth@sceu.dk/Tlf.: 28 44 22 00).

7. Hvor lang tid tager det?
På den tekniske EUX tager uddannelsen cirka 4 år. Den præcise tidsperiode afhænger af, hvilken Teknisk EUX uddannelse du vælger. På EUX Business tager uddannelsen også 4 år. Efter to år på EUX Business kan du vælge at søge ind på en videregående uddannelse. På den måde får du dog ikke et uddannelsesbevis. Læs mere om, hvordan dit uddannelsesforløb kan se ud her. På EUX Velfærd tager uddannelsen 4 år og 7 måneder.

8. SKAL jeg tage min erhvervsuddannelse med EUX?
På de fleste uddannelser kan du selv vælge, om du vil tage uddannelsen med EUX. På andre uddannelser kan uddannelsen kun tages med EUX. Her på sceu.dk kan du i infobokse nederst på alle uddannelsesbeskrivelser læse, om uddannelsen kan eller skal tages med EUX.

9. Kan jeg læse videre?
Med en EUX kan du fortsætte på en videregående uddannelse på samme niveau som elever med en gymnasial uddannelse. Nogle gange skal du dog supplere med fag på et højere niveau – spørg vejlederen på den erhvervsuddannelse, du gerne vil starte på.

10. Bliver jeg student?
Nej, men du får en uddannelse, der er på niveau med en hf-uddannelse. Du får en hue, når du er færdig med din EUX-uddannelse. Du kan se, hvordan den ser ud på billedet nedenfor.